FCI racestandard (click here to read the standard in English)
Alaskan Malamute
Oprindelsesland USA
Nr 243
(org.14.08.1996)
Anvendelse: Slædehund.
FCI gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type)
Sektion 1, (Nordiske slædehunde), uden brugsprøve.
Helhedsindtryk:
Alaskan Malamute – en af de ældste, arktiske slædehunderacer – er en kraftfuld og massivt bygget hund med dybt bryst og stærk, meget muskuløs krop. Den står solidt plantet på poterne og giver i denne stilling indtryk af handlekraft, med en stolt holdning, løftet hoved og vågne øjne, der røber interesse og nysgerrighed. Hovedet er bredt, ørerne trekantede og opstående, når hunden er opmærksom. Næsepartiet er fyldigt og bliver kun lidt smallere fra roden til næsen. Det er ikke spidst eller langt, men heller ikke for kort og groft. Pelsen er tyk, med en grov dækpels, der er lang nok til at beskytte den tykke underpels. Malamutes har mange forskellige farver, og ansigtets aftegninger er et karakteristisk træk. De består af en ”hue”, med ansigtet helt hvidt eller med aftegning i form af en stribe og/eller maske. Halen er busket og bæres over ryggen som en vejende fjerbusk. En Malamute skal have svære knogler og sunde lemmer, gode poter, dybt bryst og kraftfulde skuldre, og den må have alle de øvrige fysiske egenskaber den behøver, for at udføre sit arbejde effektivt. Bevægelsen skal være støt og harmonisk, utrættelig og absolut effektiv. Den er ikke beregnet til brug som hurtig slædehund i hastighedsløb. En Malamute er bygget med styrke og udholdenhed for øje, og ethvert træk hos den enkelte hund, herunder temperamentet, der strider mod opfyldelsen af dette formål, skal betragtes som den alvorligste form for fejl.
Proportioner:
Brystdybden udgør ca. halvdelen af skulderhøjden, og det dybeste punkt ligger netop bag forbenene. Kropslængden – fra skulderspids til det bagerste punkt på bækkenet – er større end skulderhøjden.
Temperament:
Alaskan Malamute er en kærlig og venlig hund, ikke nogen ”en-mands-hund”. Den er en loyal og hengiven ledsager, leger gerne på opfordring, men virker som voksen i reglen mest imponerende ved sin værdighed.
Hoved:
Hovedet er bredt og dybt, ikke groft eller klodset, men proportioneret efter kroppens størrelse. Udtrykket er mildt og tyder på en venlig karakter.
-Skalle:
Bred og moderat rundet mellem ørerne, gradvis mere smal og flad mod øjnene, og den afrundes ned mod kinderne. Der er en let midterfure mellem øjnene. Skallens og næseparties overlinier bryder svagt en ret linie nedefter, hvor de mødes.
-Stop:
Ret fladt.
-Næse:
Hos alle pelsfarver, undtagen rød, er næse, læber og øjenrande sort pigmenterede. Brun næse er tilladt hos røde hunde. En ”snenæse” med lysere strejf er acceptabelt.
-Næseparti:
Stort og svært i forhold til skallen, kun lidt aftagende i bredde og dybde fra overgangen mod skallen og ud til næsen.
-Læber
Tæt sluttende.
-Kæber, bid:
Brede kæber med store tænder. Fortænderne mødes i saksebid. Over- eller underbid er en fejl.
-Kinder
Moderat flade.
Øjne:
Skråtplacerede i skallen. Øjnene er brune, mandelformede og middelstore. Blå øjne er en diskvalificerede fejl.
Ører:
Middelstore, men små i forhold til hovedets størrelse. De er trekantede af form med let afrundede spidser. De er bredt ansat yderst og bagtil på skallen, på linie med øverste øjenkrog, sådan at de i rejst tilstand ser ud til at stå ud fra skallen. De peger let fremefter, men når hunden arbejder, foldes ørerne af og til ned langs skallen. Højt ansatte ører er en fejl.
Hals:
Stærk og moderat buet.
Krop:
Kompakt bygget, men ikke med for korte flanker. Kroppen må ikke være overvægtig, og knoglekraften skal svare til hundens størrelse.
-Ryg:
Lige, let faldende mod hofterne.
-Lænd:
Hård og meget muskuløs. En lang lænd, som kan svække ryggen, er en fejl.
-Bryst:
Veludviklet.
Hale:
Moderat højt ansat – følger ryglinien ved roden. Den bæres op over ryggen, når hunden ikke arbejder. Den er hverken stram eller ligger tæt til ryggen, og den har heller ikke så kort pels som en rævehale. En Malamute-hale har fyldig pels og minder om en vejende fjerbusk.
Lemmer
Forparti:
Forbenene har svære knogler og muskler og er helt lige ned til mellemhånden, set forfra.
-Skuldre:
Moderat skråtstillede.
-Mellemhånd:
Kort og stærk, let skråtstillet set fra siden.
Bagparti:
Bagbenene er brede. Set bagfra skal de både stilles og bevæge sig i ret linie med forbenenes bevægelse, hverken for snævert eller for bredt.Vildtkløer på bagbenene er uønskede og bør fjernes straks efter fødslen. (NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark.)
-Lår:
Med svær muskulatur.
-Knæ:
Moderat vinklede.
-Haseled:
Moderat vinklede og godt lavt ansatte.
Poter:
Af ”sneskotypen”, tæt sluttede og dybe, med fyldige trædepuder, der giver et fast, kompakt udseende. Poterne er store, med tæt sluttede godt hvælvede tæer . Der er et beskyttende hårlag mellem tæerne. Trædepuderne er tykke og robuste, kløerne er korte og stærke.
Bevægelse:
En Malamute’s bevægelse er støt, harmonisk og kraftfuld. Den er adræt trods sin størrelse og bygning. Fra siden ser man bagpartens kraftige fraskub, der overføres via den godt muskuløse lænd til forparten, som opfanger fraskubbet med flydende, lange skridt. Set forfra eller bagfra bevæger benene sig præcis i lige linie, ikke for snævert eller for bredt. I hurtigt trav vil poterne nærme sig kroppens midterlinie. En stiv eller styltet bevægelse eller enhver anden gangart, der ikke er fuldkommen effektiv og utrættelig, skal reducere bedømmelsen.
Pels
-Hårlag:
En Malamute har en tyk, grov dækpels, aldrig lang og blød. Underulden er tæt, fra 2,5 til 5 cm tyk, virker ”olieret” og ulden. Den grove dækpels varierer i længden ligesom underulden. Pelsen er relativt kort til middellang på kroppens sider, og bliver noget længere over skuldre og hals, ned langs ryggen og krydset og på bukser og den buskede hale. Pelsen er normalt kortere og ikke så tæt i sommermånederne. En Malamute udstilles som den ser ud fra naturens hånd. Trimning er ikke acceptabelt, bortset fra, at poterne kan nettes lidt for at give et mere soigneret udseende.
-Farve:
De sædvanlige farver går fra lys grå over de mellemliggende nuancer til sort, samt fra zobel og nuancer af zobel til rød. Farvekombinationer accepteres i underpels i ansigt, på ører, ben og hale. Som ensfarvet tillades kun hel-hvid. Hvidt er altid den dominerende farve på kroppens underside, på poterne, noget af benene og i en del af ansigtets aftegning. En hvid pandeblis og/eller krave eller nakkeplet er tiltalende og acceptabelt. En Malamute har ”mantle”, (en mørk aftegning over skuldre, ryg og sider), og brudte farver på kroppen som pletter og uregelmæssige stænk er uønskede.
Størrelse:
Der er et naturligt spillerum i racens størrelse. De ønskelige mål er for en arbejdsduelig trækhund følgende:
Hanner, skulderhøjde 63,5 cm, vægt 38,5 kg
Tæver, skulderhøjde 58,5 cm, vægt 34 kg
Størrelsen må dog ikke vægtes over type, harmoni, bevægelse og andre funktionelle træk. Hvis to hunde bedømmes som lige gode i type, harmoni og bevægelse, foretrækkes den, hvor vægt og størrelse kommer nærmest det ønskelige.
Vigtig sammenfatning:
Ved bedømmelsen af en Alaskan Malamute skal dens funktion som slædehund til tung last under arktiske forhold tillægges større betydning end alt andet. Nedslag i en hunds bedømmelse skal være bestemt af, hvor meget den afviger fra beskrivelsen af den ideelle Malamute, samt hvor meget den enkelte fejl vil påvirke hundens evne til at arbejde. En Malamutes lemmer skal tyde på usædvanlig styrke og vældig trækkraft. Enhver antydning af usundhed i ben eller poter – for eller bag , i stand eller bevægelse – skal betragtes som en alvorlig fejl. Fejl i denne henseende kan være flade eller spredte poter, kohaser, blød håndrod, stejle skuldre, mangelfuld vinkling, styltet bevægelse (eller enhver bevægelse, der ikke er harmonisk, kraftfuld og stabil), opløben bygning, lavtstillet, overvægt, spinkle knogler og generelt dårlige proportioner.
Fejl:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes son en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Diskvalificerende fejl:
Blå øjenfarve.
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.
Standarden udgivet af FCI 9 juni 1999
Oversættelse godkendt af DKK’s Standard Komité december 1999
NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i december 1996.